Togter & skatte

Vikinger opfandt ikke togter, det havde man gjort før i tiden. De gjorde det bare mere organiseret og oftere.

Handel

Selvom det var dyrt at tage på togter, blev det en god forretning. Gods fra det nordlige arktis til ottomændsne sheikriger, gik i gennem vikingernes handelscentraler. Uderover det, fik den travle søtransport også flere "havnebyer" igang, for eksempel Hedeby og Ribe. Den ellers øgede handel fik også flere by til at opstå. Vikingerne sejlede ikke kun ud i verden for at plyndre, de kunne være alt fra lejemordere til nybyggere. Især mange vikinger bosatte sig i normandiet, hvilke også er blevet opkaldt efter dem, Nor(d)mand - iet.

En af vikingernes fredeligeste aktivteter var, at handle. Det blev under vikingetiden også et blomstrede erhverv. Hedeby blev en af vikingernes vigtigste handels byer, der imod Ribe, vandt overlegent i både størrelse og omsætning. Det var først i vikingetiden, at byer blev til i skandinavien. Nogle af disse var mindre strandmarkeder, der voksede sig større. Andre var planlagt og opbygget efter en organiseret byplan fra begyndelsen. Hvilket betyder, at der måtte have været en stormagt, som bygherre og initiativtager, hvilket kunne være den centrale kongemagt eller den lokale stormand.

Handelsliste

Ifølge kilder kunne en stigbøjle byttes lige over med et sværd eller købes for 125 gram sølv. Ville man købe sig en slavinde kostede hun en ko og en okse. Tre køer kunne byttes med en hest, mens man kunne slippe af sted med to heste eller fire mandlige slaver for en ringbrynje. Dette giver en ide om, hvilken værdi nogle af varerne havde i vikingetiden, men dengang, som i dag, har udbud og efterspørgsel påvirket vikinge-markedet. Nogle af vikingernes vigtigste varer var trælle(slaver) og pelse, som dengang blev handlet meget intenst med. Birka var ligesom Hedeby en af de store og meget omsættende handelsbyer. Byen blev grundlagt i 700-tallet, antagelig med en royal finger i spillet. Den var nemlig utrolig velorganiseret. Året rundt valfartede købmænd til Birka for at bytte pelsværk og reb for arabisk sølv og andre luksusvarer. En af svenskernes hovedindtægtskilder var jernmalm. Den blev især solgt til danske handelsfolk og fragtet til Hedeby. Via Birka og Gotland var Hedeby også forbundet med handelsruterne ad de russiske floder til Konstantinopel, det nuværende Istanbul, og sheikriget i Bagdad, hvor luksusvarerene kom fra. Ikke kun for Danmark, som norden, var Hedeby et knudepunkt. Hedeby virkede om en handelsport til Vesteuropa fra Østeuropa.

Våben & krig

Et sådan eksempel ses ved anlæggelsen af Ribe. I begyndelsen af det 7. år hundrede, havde en konge eller en magtfuld stormand sagt ja til, at købmænd kunne sætte deres boder op i sikkerhed, på en mark ved Ribe Å. På et 200 m langt og 65 meter bredt område, blev opført en gade med 6-8 meter brede grunde på hver side adskilt af skelgrøfter og plankelagte stier. Forinden havde man lagt et tykt lag sand på området. Hvilket gjorde området mere attraktivt. Nu kunne købmændene sejle helt ind til pladsen, og handlende som håndværkere gå rundt sammen med dem. Inden længe var grundene beboet og fulde af aktivitet. I begyndelsen var handelspladsen kun i brug 3/4 om året og lå øde om vinteren. Det var især købmænd fra langt væk der kom og handlede på markederne. Ved handelscentralerne blev importvarerne, spredt ud i resten af samfundet. Mens mange lokale vare blev solgt til udlandet. For at købmændsbyerne skulle være attraktive, skulle de mange handlende være i sikkerhed, det gjorde den lokale autoritet gerne mod afgifter og handels-skatter. Handel var derfor et vigtigt økonomisk aktivitet for kongen eller stormændene.

Den danske konge i 808, konge Godfred, brændte den tyske handelsby, Reric, ned og tvang købmændene til hans by, Hedeby. Samtidig holdte Godfred Dannevirke under reparation, og sikrede grænsen ned mod saksernes land.

I slutningen af det første år tusind, blev Hedeby angrebet flere gange, og handlen flyttede nu til Slesvig. En af årsagerne hertil kan have været en stigende vandstand i området. Der gjorde, at stedet var blevet til en sump. Og at kæmpe mængder affald i havnen gjorde det også svært for den nye tids fartøjer at sejle hen til skibsbroerne. Samtidig var nye handelsruter også blevet mere attraktive. Det sluttede en 300 års aktivitet i Hedeby.

Vikingernes evne til at kunne sejle og plyndre er baseret på deres teknologi i skibsfart. Deres skibe havde små køle, der gav dem en lav dybdegang,
og på den måde kunne de sejle op af de små floder, såvel som i havet. Denne teknik gjorde belejringen af paris i 885 mulig, da den nuværende fransk hovedstad, der lå på en øen, Île de la Cité, midt i Seinen i 885. Deres uvurderlige skibsteknologi var i bund og grund, grundet deres århundrededs udvikling og erfaringer. I starten var vikingtogterne, små flåder med et lille antal skibe, men i gennem det 8. år hundrede, blev invasionsstykerne både mere ambitiøse, og viljestærke.
Med flere organiserede angrebsflåder, der sejlede ud fra skandinaviens havne årligt, løb vikingernes skræmmende ry hurtigt foran dem.

Vikingerne blandede sig, udover at plyndre, også i politiske forhold, for eksempel Frankerriget og England, hvor de tjente godt, og nogle fik sågar land efter vigtige sejre. Vikingerne krigeriske

efterfordomme er blevet mere nuancerede i nyere tid, med flere fund af store handelsskibe og handelsbyer. Man har sågar fundet fund over omkring det kaspiske hav. Det var især de svenske vikinger der sejlede over mod Gardaland, det nuværende Ukraine/Hviderusland.De kom sågar i kontakt med handelsnetværker fra kina og indien.

Østen

Vejret ovre i Kjiveriget, var meget barsk og krævede de lokales kendskab til omgivelserne.
Byen Staraja Ladog var porten til Gardariget for vikingerne. Hvis man besøger byen i dag, kan man se vikingehøje ved floden, Volkhov. På mange måde lignede byen, Ladago, der lå ved floden, Hedeby, bare med en resteplads, til at man kunne vente på vejret blev bedre for de rejsende vikinger. Det Arabiske rige var en vigtig handelspost for vikingerne. Her handlede man silke og andre luksus sager. Mange af de danske vikinge sølvmønter man har fundet, er slået i Samarkand og Taschkent. Der lå nemlig store sølvminer der. I 9. år hundrede slukkede vikingernes sølvtørst, i sølvminerne i Harzen, da sølvminerne i det arabiske rige løb tør.

Skriftlige kilder

Vikingerne efterlod sig ikke lange tekster, der forklarer deres levevej og deres plyndringtogter.
I stedet efterlod de sig mindre rune "graffiti". Et af det mest kendte "vikinge-graffiti kunstner" er i moskeen Hagia Sofia i det nuværende Istanbul, Tyrkiet. Her har to vikinger været, og indridset deres navne med runer inde i bygningen, som dengang var en kirke.
De hed Halvdan og Are.

Istanbul, som dengang hed Konstantinopel, var hovedstaden i Byzans, en af stormagterne i 9. år hundrede. Vi har fortællinger, der siger noget om vikingernes togter til Konstantinopel, hvor de plyndrede. Men det fortælles også, at nogle vikinger var ansat som livvagter for den byzantinske kejser.
Selvom vikingerne ikke skrev bøger selv, blev de flittigt omtalt af de udenlandske historiefortællere.
Historierne omkring vikingerne, indeholder tit kun de lokales syn, og beskriver vikingernes adfærd i Europa.
Men skrifterne indeholder også informationer om hvordan frankernes og danernes konge udvekslede gaver og andre trospagter.

”I dette år viste der sig skrækkelige tegn over Northumbria, som skræmte indbyggerne slemt.
De bestod af mægtige hvirvelvinde og lyn, og ildsprudlende drager sås flyvende i luften.
En svær hungersnød fulgte snart oven på disse tegn, og lidt efter i det samme år, den 8. juni,
ødelagde hedenske mænds hærgninger jammerligt Guds kirke på Lindisfarne med plyndringer og mord”.

Den angelsaksiske krønike var en skrift der indebærer vikingernes opførsel ved England og Irland.
Den er skrevet i 793, men er også ændrede på hundrede år efter. Krøniken er en af de vigtigste kilder til historien om England i vikingetiden.